Bekendtgørelse om sandhedens midlertidige, permanente og principielt uafklarede ophævelse

I medfør af den almindelige usikkerhedsforordning, jf. cirkulære om cirkulærets egen cirkulation, bekendtgøres herved, at sandheden, forstået som det forhold at noget forholder sig, som det forholder sig, ikke længere kan anses for at foreligge, medmindre den ikke foreligger, hvilket i så fald bekræfter nærværende bekendtgørelses gyldighed.

§ 1. Sandhedens ikke-eksistens

Stk. 1. Det fastsættes herved, at sandheden ikke findes.

Stk. 2. Såfremt sandheden alligevel måtte findes, anses den efter denne bestemmelse for ikke at være fundet, idet enhver funden sandhed ved sin fundethed alene dokumenterer, at nogen har fundet noget, hvilket ikke i sig selv kan antages at være sandt, medmindre det er tilfældet, hvilket ikke er tilfældet.

Stk. 3. En påstand, der hævder at være sand, er alene sand i den usande forstand, at den sandt hævder at hævde sandhed, hvorved dens sandhed bortfalder som følge af dens egen sandhedspåstand.

Stk. 4. Det i stk. 3 anførte gælder tilsvarende for det modsatte, i det omfang det modsatte ikke allerede er omfattet af det samme.

§ 2. Om udsagns udsagnsmæssighed

Stk. 1. Ethvert udsagn er et udsagn, for så vidt det udsiges, og kan derfor ikke samtidig være andet end et udsagn, medmindre det udsiger noget andet, i hvilket tilfælde det fortsat er et udsagn.

Stk. 2. Et udsagns indhold anses ikke for indeholdt i udsagnet, men alene for omgivet af udsagnets sproglige randbebyggelse, hvori betydningen efter almindelig administrativ praksis kan opholde sig uden bopælspligt.

Stk. 3. Såfremt et udsagn giver mening, skal meningen straks indberettes til Sandhedsministeriet, Afdeling for Semantisk Brandfare, med henblik på foreløbig neutralisering, registrering og eventuel efterfølgende afmening.

§ 3. Bevisets beviselighed

Stk. 1. Bevis for sandhed kan ikke føres, da et bevis, for at bevise noget, først må bevise, at beviset er et bevis, hvilket kræver et bevis for bevisets bevisstatus, hvilket nødvendiggør et forudgående bevis for, at bevisførelse overhovedet kan påbegyndes.

Stk. 2. Da en sådan påbegyndelse ikke kan påbegyndes, før påbegyndelsen er påbegyndt, anses beviset for administrativt strandet i sin egen adgangsportal.

Stk. 3. Dokumentation, der dokumenterer, at noget er dokumenteret, dokumenterer alene dokumentationens dokumentariske karakter og ikke det dokumenterede, medmindre dokumentationen dokumenterer dette, hvilket den ikke kan dokumentere uden yderligere dokumentation.

§ 4. Om fakta, forhold og foreløbige fornemmelser

Stk. 1. Fakta er efter denne bekendtgørelse at betragte som midlertidigt stivnede rygter med kontorplads.

Stk. 2. Forhold, der forholder sig, må ikke antages at forholde sig således, som de forholder sig, alene fordi de forholder sig således, idet forholds forholden sig til sig selv ikke udgør et forhold, der kan forholdes Sandhedsministeriet.

Stk. 3. Det, der er tilfældet, er kun tilfældet i det omfang tilfældet tilfældigvis falder sammen med tilfældighedens ikke-tilfældige fremtræden som tilfælde.

Stk. 4. Ovenstående stk. 3 finder ikke anvendelse, hvis det kan sandsynliggøres, at tilfældet ikke var et tilfælde, men i så fald var det netop tilfældet.

§ 5. Offentlighedens adgang til intet

Stk. 1. Enhver borger har ret til aktindsigt i sandheden, når sandheden ikke foreligger.

Stk. 2. Såfremt sandheden foreligger, meddeles afslag under henvisning til, at foreliggende sandhed efter § 1 ikke kan foreligge.

Stk. 3. Afslag efter stk. 2 kan påklages til Klagenævnet for Ikke-Eksisterende Realiteter, hvis afgørelser er endelige, foreløbige, bindende, vejledende og uden retsvirkning.

§ 6. Ministeriets formål

Sandhedsministeriet har til formål at administrere det principielt uadministrerbare, klassificere det uklassificerbare, verificere det unverificerbare og sikre, at ingen sandhed uberettiget opnår status som sandhed, før den efter behørig sagsbehandling er blevet afvist som usand, uafklaret, uvedkommende eller for semantisk pågående.

§ 7. Ikrafttræden

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft, før den er vedtaget.

Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves samtidig med sin ikrafttræden, men forbliver gældende i det omfang dens ophævelse ikke kan bekræftes som ophævet.

Stk. 3. Det er hermed fastslået, at intet hermed kan fastslås.

Stk. 4. Dette er fastslået.