Et nyt system skal ikke nødvendigvis erstatte det gamle fra den ene dag til den anden.

Det er ofte en dårlig ide.

Mange forestiller sig digitalisering som et stort skifte. Før kørte man på det gamle system. Så trykker man på en knap. Næste morgen kører alle på det nye.

Sådan bør det sjældent foregå.

Den mere robuste metode er sideløbende implementering.

Det betyder, at det nye system bygges op ved siden af det eksisterende. Ikke som en teoretisk fremtidsvision, men som et fungerende system, der gradvist overtager konkrete opgaver.

Først en funktion.
Så én arbejdsgang.
Så én afdeling.
Så én integration.
Så én rapport.
Så én kundegruppe.

Det gamle system bliver ikke slukket, før det nye system har bevist, at det kan bære vægten.

Det giver en anden form for ro.

Man kan teste med rigtige data. Man kan sammenligne resultater. Man kan opdage de mærkelige undtagelser, som ingen havde skrevet ned. Man kan lade medarbejdere prøve arbejdsgange af, mens der stadig findes en kendt vej tilbage.

Det er ikke langsomt. Det er ansvarligt.

For mange systemer er problemet netop, at de er blevet for vigtige til at måtte fejle, men for skrøbelige til at kunne ændres. De kører måske stadig, men kun fordi ingen rører ved dem. Ingen tør opgradere dem. Ingen tør flytte dem. Ingen tør spørge for højt, hvordan de egentlig virker.

Det er ikke driftssikkerhed. Det er held forklædt som stabilitet.

Jeg har set mange af den slags systemer gennem de sidste ti år: systemer hvor forretningen står stille, hvis én server stopper; hvor backup findes, men aldrig er testet; hvor en bestemt person ved, hvilken mappe der ikke må slettes; hvor integrationer kun virker, fordi ingen har ændret adgangskoden siden 2014.

Sådanne systemer skal ikke mødes med et stort dramatisk skifte.

De skal mødes med en parallel vej ud.

Sideløbende implementering handler om at bygge den vej. Ikke med powerpoint, men med fungerende kode, fungerende dataflow og konkrete arbejdsgange, der gradvist overtager virkeligheden.